Den sidste uge i Colombia

Ugen ved det karibiske hav gik hurtigt,lidt for hurtigt… vi var afsted i 7 dage og havde 3 forestillinger med Bibbi og Bob og 2 dage med Jazz workshop. Det var dejligt at være i nye omgivelser men samtidig med vante mennesker. Vi boede hos Elkin’s familie, som har to huse ved side af hinanden. Der bor hans mor, søster, nevø, niece og en kusiner. Hans mor Maria laver meget mad gennem sådan en dag, der var altid disket op med morgenmad, middagsmad, juice og brød eller aftensmad, og vi fik prøvet flere forskellige arepas på denne uge!! Helene er derfor mere optimistisk omkring arepas end tidligere. Anden forstilling var i et indkøbscenter i Santa marta, Elkin måtte råbe sig gennem forestilling for at publikum havde en chance for at høre historien og Mette’s knæ gik endnu engang af led men kom hurtigt på plads og Bibbi dansede lystigt videre. Bob kom også galt afsted med storetåen men kæmpede bragt videre.

Søndag var der president valg i Colombia, og det var desværre ikke vores yndlingskandidat Mockus som løb med sejren, men en fyr ved navn Santos. Vi rejste tidligt til Riohacha, hvor vi checkede ind på vores sædvanlige hotel ”Castillo del Mar”! Aftalen var at Gady fra Danza experimental betalte rejsen, hotel og diæter mens vi var i Riohacha og vi lavede to dages jazz workshop. Eftermiddagen blev brugt i endnu et storcenter med den sidste Bibbi og Bob forestilling med hele gruppen denne gang. Vi manglede dog vores lydtekniker, hvilket resulterede i nogle lidt skøre overgange, vi ramte aldrig helt plet. Mange af vores ”elever” fra Riohacha var mødt op og det var dejigt at have så mange venner der! Efter forestillingen var vi alle lidt skuffede, for det første fordi vi ikke lavede workshop med børnene og for det andet nok fordi det var den sidste forestilling.

Mandag, tirsdag gik med at købe smukke farverige tasker, se flamingoer og lave jazz workshop. Det var skønt at få lov at undervise en god gruppe, som har lyst til at lære meget og er super disiplinerede! Så vi fik også svedt lidt meget efter 2 timers vrikken med hofterne i 40 graders varme og det kunne også mærkes på musklerne næste dag.

Vi nåede lige endnu en tur på stranden i Taganga, for at kunne vise vores bikinimærker frem når vi kommer hjem og fejrede Andy’s fødselsdag. Vi var ude og spise om aftenen og fik pakket alt vores gejl sammen. Elkin fulgte os til lufthavnen. Det var mærkeligt at skulle sige farvel, 3 måneder sammen hver dag er lang tid, og det har fungeret rigtig godt, og vi har været et godt hold . Det føles mærkelig ikke at vide hvornår vi skal ses eller lave Bibbi og Bob sammen igen. Jeg tror dog at vi alle har lyst til at fortsætte arbejdet og venskabet vil altid være der.

Flyet var 2 timer forsinket og vi ankom til Mariana lejlighed kl. 2 om natten. Den følgende dag stod på forestilling med konsulatet på en messe som hedder ” Bogota Internacional Espectaculo” kl. 11 for fyldt hus og derefter 50 ærinder rundt i byen. Dokumentaren ” Behind the project Bibbi and Bob” som Imagen en movimiento har lavet er blevet super god og de andre to dokumentarer som helene har arbedet med er nu også færdige, så i kan vente jer masse af dokumentar og videoer!!

I dag er så afskedsdagen med Bogota, Colombia og projektet for denne gang. Vi har endnu en forestilling ( det stopper aldrig) samme sted som i går. Det bliver dejligt at danse til det sidste! I aften flyver vi til madrid kl. 21.35 og ankommer kl. 12.05 . Vi skal overnatte hos Andres og planen er lige at tage en fridag i det spanske med tapas og fiesta. Søndag vender vi næsen hjemaf mod det danske og ankommer i kastrup lufthavn kl. 16.05. Vi ses om lidt!!

Gira por la costa

Vi er røde, vi er hvide… I bogstavelig forstand. VM raser også i sydamerika og de ivrige står op tidlig morgen for at se fodbold live kl. 6. Vi støtter lanndholdets ved at vise danmark’s farver frem i gaderne i santa marta, eftersom vi har erhvervet hos en forbrænding da vi tog på stranden den første dag. Det er os dog meget uforståeligt, da vi benyttede solcreme, kasketter osv, men vi må nok erfare at vi bare er hvide mennesker som skal passe på solens stråler.

Santa Marta føles som noget vi kender, de sælger stadig STORE friskpressede juicer til 6 kr stk, kaos i teatret og tiden står bare mere stille på grund af den enorme varme.

Vi havde vores første forestilling i teatret i går kl. 10.00. Vi havde inviteret mange forskellige personer, men som det jo tit er, kom der langt færre end dem som havde sagt de ville komme. Så vi lavede forestilling for 10 personer, flest venner fra Santa Marta som vi kender fra sidste års festival del teatro. Vi har skiftet vores ”superwoman” tekniker Angela ud med en indfødt Tangagera * ”supermand” tekniker som hedder Andy. Det er en af Elkins venner fra teater som er god til det med musikken, så det passer os fint. Eftermiddagen brugte vi i ” Cafe del Parque” med vores laptops, Helene blev næsten færdig med vores dokumentar til Periferia, og vi fik ordret andre småting og sendt nogle mails.

*Andy er født og opvokset i byen Taganga, som ligger 5 km fra Santa Marta. Det er en lille fiskerby som nu er ved at transformere sig til en turist by. Det oprindelige folk er indianer som levede af at fiske. Andy ligner faktisk en af de unge krigere i Pocahontas, med hans lange mørke hår, grønne øjne og gode væsen. Vi købte fisk på standen, Mojarras som vi lavede med patacones (grønne bananer) i deres ”åbne” køkken. De bor 4 pers, 2 forædre og 2 voksne børn. i et hus på 20 m2 i Tagangas bebyggelse for Tagangeras, hvilket er meget anderledes end standpromenaden de lige har sat i stand.

Tirsdag d. 15/6 2010

Tirsdag var en super loco dag, vi havde fyldt vores program ud, det føltes som alle 24 timer.

Vi startede med en forstiling på Colegio de la Universidad Libre for børnehaveklassen, meningen var at vi ville filme sidste dag til vores dokumentar, men kamera manden mødte aldrig op, så interviews blev rykket til fredag d. 18/6. Vi kom midt i frikvarteret, hvor børnene fra 2 klasse, sidste uges forestilling, legede. De opdagede hurtigt at Bibbi og Bob var kommet igen, selvom vi ikke havde kostumer på og kom hurtigt hen og sagde ”Hola Bibbi, Hola Bob” og dansede det vi havde lært dem. SKØNT, intet mindre. Forestillingen gik godt og det var dejligt at være et sted som vi kendte og hvor de vidste havd vi havde brug for.

Derefter gik turen til Ricaurte for at hente vores nye visitkort, det var dog en skuffende oplevelse, da de havde vendt billedet forkert på den ene side og printet den gamle version. Så efter at have forklaret dem endnu engang hvad vi ville have og vigtigheden af det, håber vi på at vi kan komme få dem inden vi drager hjem. En time senere var vi på vej til næste og sidste forestilling i Bogota, det var med en organisation i La Candalaria, et socialt værested med mange meget forskellige børn. Gruppen var svært at arbejde med, de kunne godt lide forstilling men havde svært ved at koncentrere sig om dansen. Det virkede som om at de skulle overvinde sig selv for at deltage, vælge at vise deres villighed til at lære noget nyt, og derved træde udenfor gruppen og den norm de havde. Det virkede som om at det var mere normalt at vise sin uvillighed og ligegyldighed, måske fordi de ikke er vant til at få opmærksomhed og hvis de får det, er det negativt. Så lige når man står i det, synes man bare de er lidt besværlige og uopdragne, og vi blev nød til at skære ned i workshoppen for at kunne komme igennem programmet med dem.

Vi skyndte os hjem, lavede de sidste interviews til dokumentaren og løb ned for at printe billetter til flyet, boger og pakke inden vi skulle overgive lejligheden.

Vi tog afsted til mod lufthavnen kl.6.45 med trafikkaos og ferietid i lufthavnen og så afsted mod Santa marta, varmen, solen og dans for børn i nye omgivelser.

Bogota, d. 09.06.2010

Vi har haft forestilling på Colegio de Universidad Libre, som havde bestilt en forestilling og tre workshops til hele 1. klasses årgangen. Skolen tog godt imod os, og hele besøget forløb meget professionelt. Vi havde to møder med skolelederen, som går meget ind for kunst i skolen, og var meget interesseret i at få os tilbage. Han har også studeret i Danmark og husker tilbage på det som en god tid, hvilket kun kommer os til gode, som de eksemplariske danskere vi er. Derfor har vi allerede nu lavet en aftale med at vi kommer igen på tirsdag og optræde for børnehaven! Han snakkede også om, at der kunne være muligheder for at få os tilbage på et senere tidspunkt, i et semester, for at lave et større projekt for børn og studerende. Han virkede som en mand man kan stole på, og som gennemfører hvad han sætter i gang, så nu må vi se om hans ideer kan blive til noget.

Folk er også begyndt at skrive til os, og bede om forestillinger. Det er jo super dejligt at man kan se at vores velgørenheds dans bærer frugt, men vi har desværre allerede booket kalenderen og flyet hjem. Så det bliver næste gang! Vi havde forestilling på Rafael Pombo igen. Børnene kom fra en nærliggende skole, og var både interesserede, disiplinerede og skønne at arbejde med. . Søndag og tirsdag havde vi forstilling på Museo Nacional. Vi havde arrangeret forestillingen for en gruppe af mødre, som hjemmeskoler deres børn. Da det kom til stykket, var der dog ingen af disse familier, som dukkede op, hvilket var en stor skuffelse! Til alt held kom der en gruppe børn fra et bibliotek, som tilfældigvis var på besøg på museet. Det endte med at være en super forestilling og workshop med sjove børn og super interesserede voksne, som var vilde med dans. En af dem skrev endda en mail, og efterspurgte flere klasser med dans og dansk timer for at han bedre kunne snakke med os, da han synes vi var så seje. Om tirsdagen var der ikke megetmere held med organisationen. Vi havde inviteret Børn fra Røde kors som pga af krigen i Colombia er flygninge fra deres territorie. De kom ikke, men i stedet en gruppe fra CentroAmar og en mor med hendes 6 børn. Til forestillingerne på Museo Nacional fik vi taget smukke billeder af vores venner Fabian og Nelson. Nelson har lagt et udsnit op på hans hjemmeside som vi synes i skal se: http://nelsonsolano23.com/mette/mette.html

Lørdag var vi endelig ude og danse lidt salsa på en skøn lille cubansk bar. Helene blev ramt af diarre lørdag aften, og søndag, efter at have spist brunch med Pablo, var Mette så med på diarrevognen. Vi fik vidst taget mere med hjem fra Amazonas, end bare et par myggestik. Nu har vi endelig slugt et par piller, og maverne er ved at være lidt roligere.

Mandag havde vi den sidste forestilling med Asociacion Periferia, det blev organiseret på et "pigehjem" hvor der bor børn og studerende i alle aldre, fordi at forældrende ikke kan tage sig af dem til dagligt. Det bliver ledet af nonner og derfor er der kun piger. Gruppen var på ca. 20 piger fra 5-16 år og meget svære at arbejde med. Det virker som om at de har lukket ned for deres følelser ved ikke at beskæftige sig med kroppen. De var meget forsigtige og synes nærmest at helene og jeg var fjollede fordi vi bare dansede. Til slut blødte de dog op og fik paraderne lidt ned. Det interessante var at 3 af pigerne havde været til forestillingen på museo nacional og man kunne virkelig se en forskel på den måde de deltog i dansen og opgaverne de blev stillet over for.

I dag har vi fået WI-FI, efter kun at have ventet 2 måneder på en tekniker - første gode del. Vi har fået forlænget vores visa, så vi kan opholde os legalt i landet - anden gode del. Og Fastlagt program for den sidste tid vi er i Colombia. Der er blevet købt billetter til Santa marta, Elkins hjemby hvor vi skal op og danse og nyde lidt af de 40 grader og det karibiske hav. Med dette billede vil jeg slutte dagens blog, håber i har det så dejligt i DK.

Bogota, d.02.06.2010

Vi er kommet tilbage til Bogota, den myggefri by, hvilket er en befrigelse. Men trods myggene mindes vi Amazonas med et smil og et varmt hjerte. I går var vi på skadestuen, for at få hjælp til at komme af med nogle uvelkomne smådyr, som har invaderet vores hjem, seng, tøj og os. Vi fik en sprøjte med noget afslappende og anti klø-middel, to creme og nogle piller som hjælper os til at sove uden at klø. Hele huset blev gjort rent og sprøjtet med masser af insektdræber, alt vores tøj, sengetøj og topmadres er sendt til vask. Så nu er her rent…

Vi er i fuld gang med at arrangere flere forestillinger, og reklamere for de to vi har på museo National på lørdag og tirsdag. Elkin fik sået nogle frø i Santa Marta, og vi har kontaktet vores venner i La Guijara, så nu håber vi, at det lykkes og komme ud til kysten med for at danse med endnu flere børn.

I dag har vi været til ballet, det var skønt at træne og mærke balletmusklerne igen.

Amazonas, Nazareth d. 28-31. Maj 2010

Vi har været på en helt utrolig 4 dages tur til Amazonas. Det er let at forstå at Amazonas er en af verdens 7 vidunderer. Både menneskene og naturen kvalifisere sig til denne titel.

Vi blev modtaget med åbne arme af indbyggerne i den lille indianer by, Nazareth, 2 timer op af Amazonfloden, fra Letizia. Vores besøg må helt sikkert regnes som en succes, for både børn og voksne var ivrige efter at vide, hvornår vi kommer og danser igen.

Få af de mindste børn var bange for de blåøjede, hvide mennesker, men de fleste stod på tær for at få lov til at se nærmere på os. Der var så mange børn, at vi endte med at lave tre forestillinger og workshops, i stedet for én. Børnene var åbne, intelligente, kreative, nysgerrige, lærenemme og helt fantastiske at arbejde med. Det var virkelig en af de bedste oplevelser vi har haft ind til videre. Børnene var så legesyge og åbne for nye indtryk, at vi ofte så dem øve sig på det vi havde lært dem, både på tur i kanoen, i hemmelighed og lige for næsen af os foran vores hus.

I Nazareth bor der 800 prs, og hver familie har mellem 2 og 6 børn. Det er mange børn! Vi boede hos en venlig mand og hans skønne søn, hans søster og hendes familie, i et overraskende stort hus med 2 værelser og en åben stue ud til naturen. Husene i Nazareth er fint bygget af træ, uden mange møbler (ingen), men med hængekøjer.

Vi tog på tur med to familier, rundt på floden og i junglen, for at opleve naturen, dyrerne og det oprindelige folks, Tikuna, skikke. Vi sejlede på floderne, vandrede i skovene, så mange dyr og spiste traditionel Tikuna-mad, lavet i palmeblade over bålet. Deres mad består af ris, platano, juca og fisk (piratfisk og mange andre), hvis der bliver fanget nogen. Det var lækkert og vi lærte meget om hvordan de lever.

Tikunaerne har fundet en fin balance mellem det civiliserede og det traditionelle liv. De går ikke nøgne rundt, laver woodoo og røgringe som signal mellem stammerne, men ser derimod helt ”almindelige” ud, har mobiltelefoner og cowboybukser. Selvom størstedelen nu stammen er katolikker, lægger de stor vægt på at bevare troen på det spirituelle, shaman, traditionelle ceremonier og eget sprog.

Colombia havde 1. del af valgrunden til præsidentvalget denne weekend, hvilket var grunden til at vi ville lidt væk fra Bogota og valgreset. Tikunaerne havde også planlagt at stemme, og størstedelen af dem på Mokus. Vi hørte senere, at de omkring 200 prs. som var sejlet 2,5 time i overfyldte både for at stemme i Letizia, ikke blev lukket. Politiet frygtede at de ville stemme på den ”forkerte”. Længe lege demokrati!!

Amazonas, Nazareth d. 27. Maj 2010

Gennem styrtende regn ankom vi i vores lille båd med indianerbørn pakket ind i plastikposer. Vi havde lige været et smut forbi Peru for at købe benzin, da det er 3 kr billigere for et gallon end i Colombia. Vale la pena! – og så var vi på vej på den store Amazonflod gennem REGNskoven. Vi mødte Luis (en lære fra Nazareth) i lufthavnen og fulgtes med ham. Blev også allerede inviteret til en anden by længere oppe af Amazonafloden for at danse med børn. I Letizia mødte vi Juvencio, som er ham vi bor hos. Vi fik hurtigt hængt hængekøjer med tilsvarende myggenet op og smurt os ind i diverse remedier mod de små kryb, som skulle vise sig at blive en størrer udfordring end vi havde forestillet os.

Alle dem vi har mødt fra stammen er åbne og glade mennesker. Vi føler os virkelig godt tilpas her. Nogle børn er lige kommet forbi huset med en baby krokodille det er sikkert morgenmaden! Vi skal arbejde med en gruppe børn/unge på 10-14 år og senere med den mindre børn, når de har fri fra skole.

Bogota, d.15-20.05.2010

Så kommer et af de længere indslag.

Lørdag havde Bibbi, Bob og Elkin forestilling på universitetet la Javeriana. Det var for en gruppe børn i alderen 5-6 år. Der var ikke så mange, kun ca 12 stk. Forestillingen startede godt ud, men efter de første 2 dansetrin gik Bibbis knæ af led, og vi måtte sætte det på plads, før vi kunne flytte hende ind i et rum ved siden af. Bob og Elkin tog i stedet børnene med på en rejse ind i dansens verden, hvor de fandt både sommerfugle og levende træer.

Vi var ude og spise frokost med Roy, som under den lækre kinesiske middag fik en god diskusion om colombiansk politik med Elkin.

Bob og Elkin fik i løbet af lørdag aften ændret fortællingen, så den søndag kunne gennemføres uden Bibbi. Forestillingen søndag var i samarbejde med asosiacion periferia. Vi transporterede hele “Danza para niños” gruppen til en lille by kaldt Sibate, 1 time uden for Bogota. Centeret hvor vi oprtådte var som en fin 4-længet gård i mexikansk stil, med en smuk blomsterhave og springvand i midten. Selvom Bob briller gik i stykker under forestillingen, og var anledning i flere latterudbrud fra Bibbi på sidelinjen, var både børnene og “Danza para niños” gruppen tilfredse.

Mandag blev indledt med amerikanske pandekager og fantastisk frugtsalat. Det var både helligdag og Elkins fødselsdag. Vi tog på et kunstloppemarkede i det nordlige Bogota. Det var super fint at gå rundt og opleve de mange forskellige kunstnere vise deres kunstværker frem. Elkin valgte en fødselsdagskage, med chokolade, chokolade og chokolade overtræk. Utroligt at man kan blive så mæt af et lille stykke kage. Om aftenen var det for en gang skyld Elkin, som bestemte hvad vi skulle se i biografen, valget faldt, ikke overraskende, på “Titans” - hvilket skuffede Helene i den grad, da Mads Mikkelsen dukkede op med en spansk stemme... Helt forkert! Men på trods af den skuffende start var det nu en helt okay film, og en dejlig dag sluttede med højt humør.

Tirsdag var “El dia internacional de los museos”, og “Danza para niños”, denne gang fuldtallig igen, flyttede ind på Museo del Oro, hvor vi sammen med en gruppe indianer sørgede for underholdning om formiddagen. Det var spændende at se traditionel stammedans, med deres farvestrålende kostumer og perlekranse. Blandt de mange tilskuere var en skoleklasse, et center for udsatte børn, museets almindelige besøgende og fem journalister med hver deres videokamera. Bibbi og Bob blev modtaget af glade børn og spændte voksne. Børnene skruede bare op for charmen da workshoppen startede, og pædagogerne kunne næsten ikke få børnene med hjem igen da den var forbi. Det var en meget positiv og givende oplevelse!

Vi tager del i en workshop i release/cunningham med en engelsk koreograf. Så vi har endelig haft et par timer hvor vi kun skulle tænke på at være til stede i dansen, uden at tage stilling til om nogle trin ville være bedere hvis de blev ændret, bare en smule. Bare danse, nyde at danse som læren dikterede. Det er virkelig fantastisk at tage klasser igen!!

To gode ting er kommet i hus idag. Først havde vi møde med det danske konsulat, som har hyret os til en forestilling til ære for H. C. Andersen d. 24./25. Juni. Det bliver sjovt og udfordrende at, skulle representere Danmark. Den anden gode nyhed er, at vi har fået kontakt til den tysk/colombianske organisation “Horisonte”. De har hjulpet os med at arrangere en tur til Amazonas, hvor vi er blevet inviteret til at bo hos en indianerstamme langt ude i junglen. Ikke nok med at vi skal bo der, vi har fået tilladelse til at arbejde med dem, observere dem, leve med dem, filme dem og tage dem med ind i Bibbi og Bob’s verden. Vi tager “Danza para niños” med ud i junglen og fortsætter arbejdet med børn af indianerstammen Tikuna. Det bliver en fantastisk oplevelse, og på mandag har skal vi igen mødes med Horisonte og snakke om de praktiske detaljer ved rejsen. Vi har allerede købt billige flybilletter og skal være væk fra d.27-31. Maj.

Imorgen prøver jeg igen lykke til yoga, som indtil videre har været aflyst 4 ud af 5 gange. 6. gang er lykkens gang!